TIM 2.0 + NY TATOVERING

Kl. Er 16.30 – Vi står fire 29årige mænd i et sommerhus i Svendborg, i boxere og bare maver. Efter en våd nat, der varede til kl 9.30 er det vigtigt med en lille lur, så man er klar til den næste lange nat. (Især hvis man har spillet forestilling ligesom Pelle.) Vi danser os langsomt tilbage i zen. Det der zen, der giver os kræfter nok til at gå i bad, købe ind til grillmad og tænke på den Havannah Club, der skal erstattes af en ny. Det er et ømt syn som vi står der i sengene. Oliver hælder en pose selvtillid i os og siger: “Hold kæft mand. Vi er fandeme blevet slaskede.” 
Vi har kendt hinanden i et årti. Det er lang tid. Vi har alle fire brugt det meste af vores tid på at prøve at ramme noget i livet, der ville indfri de drømme vi drømte. Og det er nu gået meget godt. Nu venter vi sådan set bare til vi bliver gamle nok til at tage på Cruise og synge crooner-sange og drikke rom. Reglen er; ingen tonere højere, end en flaske “Club” kan klare. Personligt kan jeg godt lide Havannah fordi Allan Olsen engang bad mig love ham aldrig at drikke andet Rom end den. Det sværgede jeg. 
I mellemtiden, er der en del ting der skal nås. Der skal fødes nogle børn, der skal købes nogle ringe til vores fremtidige koner, der viser hvor meget vi vil det her. Nogen af os skal lige ha fundet konerne først og i det hele taget finde ud af hvordan man finder den der kærlighed. Der har vi heldigvis Martin. Han har skudt papegøjen, så han giver gode råd. Han siger vi skal gå efter lykke og hey, hun var da også meget sød. 

Imens vi alle arbejder på tosomheden, på den ene eller anden måde, skal der spilles et hav af forestillinger og shows, turneres en masse, skrives et hav af sange og en røvfuld tekster, der allesammen reflekterer over livet og følelserne. 

Vi har altid været “fjollede” når vi er på “tur” – særligt jeg, har været noget af en spradebasse på sådanne ture og i det hele taget når jeg har drukket. Det kan eks-kærester og alle der har været ude med mig, skrive under på. (Plus alle dem der så mig synge “New Tomorrow” på DR 1 til “Afrika NU” i 2012 tror jeg det var.) – Drengene begyndte at kalde mig “Psykopaten.” Hvilket minder mig om at engang i hæren (praktik) kaldte min sergeant på mig og sagde med en kommanderende stemme. “Nielsen! Du er syg i hovedet!” Jeg kommer ikke ind på hvad de andre drenges kælenavne er. Herinde hænger jeg kun mig selv ud. Men ja, syg i hovedet ku’ der være noget om. Jeg er utrolig ekstremistisk anlagt og har i lang tid brugt alkohol til at søge grænser i natten og ikke kunne stoppe, fordi jeg har været overbevist om at jo mere fucked jeg blev, jo mere lærte jeg mig selv at kende helt ude i mine mørkeste dæmoner. Og det har da måske også været sandt. Jeg havde ikke nogen stopklods, jeg blev bare ved og lod min fuldskab tage over. Mine venner plejede at sige at Tim og 2 øl var verdens dejligste Tim, Tim og 5 øl, var møggrineren og en god fest, men derfra blev Tim til psykopaten. Og psykopaten var der ingen der vidste hvem var. Manden man ikke kan snakke til, manden man ikke ved hvor ender, manden man ikke kan stole på, manden der ikke bidrager til gruppens energi, men kører fuldkommen soloshow. Og sådan var det. – Dagen efter kunne jeg tit ikke huske noget som helst mellem kl. 01.00 og 8.00 om morgenen. 

Efter min sidste tur til L.A. Er der en del der er gået op for mig. Mine dæmoner arbejder på en helt anden måde end før. Jeg har stadig brug for mine dæmoner, alle har brug for lidt mørke. Når jeg går ud nu, er det ikke for at søge kanten og kigge ned i afgrunden af ingenting, og jeg er helt med oppe i hjernen hele vejen, også selvom den får en tår over tørsten. Det virker som om at min sjæl bare er gladere og mere lykkelig og derfor kun fokuserer på at ha’ en fed aften med mine venner. Og det er en helt anden måde at vågne op på dagen efter, en helt anden form for tømmermænd. En lykkelig form for tømmermænd. 

Jeg havde en noget spirituel/religiøs periode i L.A. hvor jeg var fuldkommen afholden fra ALT andet end min musik og sangskrivningen. Det har åbnet mine øjne og givet mig en anden dimension at leve i. 

Det har været svært her i “sommerferien” fordi alle holder ferie og jeg har følt mig så rastløs og nærmest haft noget der ligner en sommerdepression, kedet mig, savnet en kæreste, været bange for den stilstand der minder mig om nederlag, så jeg drak mig fra det og har hygget mig med vennerne i et sommerhus i Svendborg, men igen, drukket på en helt anden måde og det lagde Pelle da også mærke til. Pelle kan bedre lide Tim 2.0. Og han syntes det var en rigtig god idé at jeg fik en tatovering der satte et stempel på min nye opgradering. Så god at han lagde ud for mig og glemte alt om at jeg skylder ham 500 kr. 

Martin siger at man må ud i ekstremerne, for at finde balancen. Den balance jeg er tæt på at ha’ fundet. Den balance, der gør mig til en meget bedre kæreste, ægtemand, ven, bror, søn og bare bedre i fremtiden. Pelle har en livsfilosofi, som han lever uden problemer og så har han altid det nyeste legetøj og de bedste hoteller i Danmark, som vi andre benytter os godt af.

 Og så er der Oliver….. Han er der også næsten. Han prøver at forstå min 2.0 teori og man skal jo starte et sted. Held og lykke Olle. Ps. Jeg synes du er fucking sej og vi ses jo i New York, hvor alle vores drømme går i opfyldelse en dags tid eller to. 

Men hey, som sagt. Egentlig er det hele bare en måde at fordrive tiden på indtil vi alle 4 sidder på det Cruiseskib og crooner alle de bedste. Og det glæder jeg mig personligt bare rigtig meget til. 

I mellemtiden vil jeg sætte mig hen til Pelle’s klaver, i den lejlighed jeg og Oliver har stjålet, og øve mig på et par sange, der skal spilles til Reeperbahn Festival til september, skrive en sang om en 18årig pige, der er alt for ung til at vide noget som helst om livet, for hvordan sku hun ku’ det? Og så ikke mindst vil jeg gå ned og købe mig en ny MacBook, fordi min gamle blev stjålet på Sams Bar i forgårs. Kan godt være jeg er Tim 2.0, men visse ting ændrer sig aldrig og gudskelov for det. Iøvrigt, den koncertoplevelse Oliver og jeg fik og gav på Sams den anden dag, vil jeg ikke bytte for nogen som helst MacBook. Livet er godt og nogle gange skal man lige minde sig selv om at materialistiske ting ikke har nogen ægte værdi. Så jeg er da fuldstændig ligeglad med den Mac blev stjålet. Fuldstændig. Det rører mig ikk, for jeg er 2.0. Slet, slet ikke. Min mor synes også det er mega fedt jeg har været så smart at tage en MacBook med i byen. Tak Gud, fordi du får mig til at se. 😂