ALENE OG HJEMLØS I EN AF VERDENS FARLIGSTE BYER. – How to survive an all-nighter in downtown Chicago. ps. Sorry mom.

(ENGLISH VERSION BELOW)

En forbindelse og en evt. åbning til et samarbejde med en forretningsmand i Chicago, havde fået mig til at smide penge efter en flybillet til Chicago, for at holde en række møder.

Jeg kender et band i Chicago og havde fået lov at sove hos dem det meste af ugen, da jeg ankom om tirsdagen. De bor i forstæderne. Ca. 1,5 time fra downtown. Jeg fik for første gang i mit liv, sat min røv på en Harley Davidson. Det var alt for vildt!

Da lørdag kom, kunne jeg ikke længere få lov at sove hos drengene fra bandet, så jeg tænkte; Downtown!

Jeg havde vel ikke betalt en billet til Chicago, for bare at holde forretningsmøder i suburbsene? – Jeg havde jo egentlig tænkt mig også at få lidt eventyr under vingerne.

Jo sgu, en tur down town, ville klæde mig. Og hvem ved hvad der ventede mig?

Jeg fik min trusted “Schouexpert” til at tjekke hoteller, moteller og Airbnb for mig. Der var intet ledigt for under 250 euros. Jeg sad på daværende tidspunkt allerede i toget på vej til downtown. Okay. Hmm… Har man først sagt A, må man også sige B. Så intet sted at sove i nat. Fint. Det måtte jeg bekymre mig om senere. Først, stå af i centrum (havde ca. 1time og 20 minutters togtur foran mig) og få set lidt af byen mens der stadig var lyst. Millenium Park. Obligatorisk. Chicago er et under og der er en helt fantastisk stemning når man går rundt blandt alle skyskraberne. Og arkitekturen er mindblowing.

 

Og nu. Strøm på mobilen på Starbucks. For en halv times tid siden, begyndte det at gå op for mig at jeg stadig ikke har fundet et sted at sove, til en pris jeg kan betale. Jeg har hørt fra et par venner at de bruger Tinder, til at finde steder at sove, når de er ude og rejse. Så med tøven, tænkte jeg: Hmmm, hva faen. Jeg kunne vel gi det et skud. Jeg gik på tinder og swipede til højre, på en spansk looking pige på 23 somre. 20 minutter senere svarede hun og nu ser det ud til at jeg skal mødes med hende og hendes veninder i Logan Square, hvor de skal ud og feste. Spændende. Forhåbentlig finder jeg en sofa at crashe.

Så min plan er pt. – Tag på “Kuma’s Too” og spise. Dernæst op til uptown og rejse tilbage i tiden med et krus øl og live jazz på Green Mill Jazz Club. Skulle være legendarisk. Og området skulle være mindre farligt har jeg ladet mig fortælle. Derfra tager jeg så til Logan Square og hænger med en bunke fremmede tøser. Oh yes. Jeg havde på fornemmeren, da jeg vågnede, at idag ville blive sådan en dag. Okay. Lige 10 minutters mere strøm på mobilen og så er jeg fandeme klar til at få én på opleveren.

Der er noget fuldstændig vanvittigt befriende over denne livsstil. Og så synes jeg lige vi allesammen skal gi’ den op for Starbucks. Hov der kom min latte sgu. mmm. Varme.

Note to self. HUSK DIN TASKE! (Mor ville være stolt.)

Endnu en burger skulle altså til at finde vej til min mave. Burgerbaren her, er legendarisk. De spiller tonser høj heavy metal og Metallica har deres egen signatur burger på menukortet. Jeg valgte husets favorit. Gør jeg altid nye steder.

Adskillige pomfritter senere……

Green Mill. Musikken står knastørt og skærer igennem enhver tanke om alt andet, end at være lige her lige nu. The Green Mill har kastet mig tilbage til Chicago anno 1950.

Efter flere hårrejsende saxofon soli og en trommeslager strammere end…(!) holder bandet en pause. En høj summen fra en helt pakket klub, rammer The Green Mill og snakken går.

Det føles som om jeg ikke er her. Jeg er et spøgelse. Ingen lægger mærke til mig, bortset fra et par blikke fra det modsatte køn hver halve time. Alle aldre er repræsenteret herinde. Der er en speciel stemning. En sofistikeret stemming. Luften er lækker. Alt kan ske. En enlig kvinde sidder på hjørnet af baren mutters alene. Hun er smuk og lige midt imellem tyk og tynd. Helt tilpas. Hun har en stram tætsiddende trøje på, der viser hendes former. Jeg forestiller mig at hun smiler til mig og jeg smiler tilbage. Jeg tager en tår af min franziskaner weissbier og slår tanken ud af hovedet. Jeg savner at ingen ryger herinde. Jeg bliver glad for det i morgen, men lige nu savner jeg at se røgen svæve igennem lokalet.

Bandet går på og alt blir dødstille igen. 45 minutter mere i en anden verden.

Senere: Må. Ha. Sukker. 

Okay. Kl er 1 om natten. Står på en 24 timers “dunkin donuts” i et rimelig shady kvarter, som jeg har taget en Uber hen til efter Green Mill, fordi jeg fik en karaokebar anbefalet, som var alt for pakket og not that great. Jeg holder hovedet koldt og har flere gange overvejet at tage en allnighter. Det kan jo godt lade sig gøre med alle de 24 timers breakfast restauranter, men jeg ender bare med at ha brugt ligeså mange dollars, som det ville ha kostet mig at gå ind på et hotel. Men så igen, nu er det også bare næsten for sindssygt at bruge 250 dollars på at ligge i en seng indtil jeg skal tjekke ud i morgen formiddag. Hmm. På den anden side får jeg det virkelig mærkeligt i morgen, hvis jeg fortsætter natten og morgenen ud. Men på den anden side af den side, prøver jeg min hjerne af og får sikkert oplevet noget skørt i løbet af natten.

Den her dunkin’ donut ligner noget der bliver røvet lige om lidt af to gangstere med guns. Bank under bordet. Sidder helt alene. Rimelig easy hit ville jeg sige.

– Nu googler jeg late night bars.

“The Continental” lyder som et rart sted. Tænker at jeg tager derhen, får en øl og ser på det. Kl er 2. – har lige skrevet med Theis hjemme i Danmark. – Theis har bl.a. skrevet sangen “first like” for stoffer og arbejdet med Medina. Han er sej og han siger jeg skal “passe på basse….”

Okay. Nu går tiden RIGTIG langsomt. Sådan helt vildt langsomt. Står i baren med en stella artois og der er ikk rigtig lige nogen at falde i snak med. “Hi I’m either pulling an all nighter or finding a couch to crash at a strangers place, cause I’m an idiot. Can I crash your couch? No? Ok, Cheers.”

Som natten bliver yngre og yngre, går det op for mig at jeg har taget valget. “All nighter” it is.

Okay nu føles det lidt bedre. Fandt en skide god plads i baren. Sidder og venter på at en gruppe tøser og seje drenge tager mig med i deres drikke leg.

En flok drenge, står bag mig – baren er FYLDT med hipstere. Altså straight up sons of anarchy hipster typer. – det virker så let i filmene at hooke up med folk og falde i snak med folk.

Klokken er 3.35 og det begynder at føles helt okay at sidde her. Jeg blir skubbet til fra højre og venstre, men det føles helt fint. Måske jeg ku tage ned på Navy Pier og se solopgang senere. Jeg ved ikk om jeg gør det her for at demonstrere, om jeg bare er straight up dum, eller hvad jeg laver. Jeg føler at jeg bare sidder og venter på der sker noget der ændrer min aften/mit liv drastisk. Igen. Jeg er et spøgelse. Albuer i hovedet og hænder i siden fra hårde drenge med tatoveringer udover hænder og op af nakke, Svulmende bryster, der ikke er kede af det. Ingen ænser mig. Sidder i en hvirvelstrøm af flydende promiller der blir vildere og vildere. Jeg er fuldstændig ligegyldig i det her sekund. Kunne ikke være mindre. Jeg er et tavst vidne til Guds skabninger der alle har drukket deres hjerner helt væk. Jeg har stadig det meste af min tilbage, selvom denne IPA gør sit bedste. Indimellem bliver jeg nervøs for at en af de her drenge finder det provokerende at jeg sidder og skriver i mine noter på et fremmedsprog, men forhåbentlig bliver jeg ved med at være usynlig.

I am nothing but a mere victim of my songs and stories. And I bet this Chicago night is gonna turn into one.

Albuer i mit ansigt, hænder i siden der skubber. Helt og aldeles usynlig og omringet af mennesker med ansigts tattoos og piercinger.

Måske var det den her oplevelse jeg ledte efter. At føle mig fuldstændig ligegyldig. Ligeså ligegyldig som livet kan føles nu og da. Vi skal alle dø.

En af rockerne bliver mere og mere fuld og min fornuft siger mig at jeg burde skride. Rockeren begynder at skubbe irriterende til mig, som om han prøver at provokere en reaktion ud af mig. Lige da jeg tror at nu sker det, så falder han  i søvn op af mig, jeg tager en akavet tår af min Stella Artois, der er blevet til en IPA, der er blevet til en tarvelig version af Heineken på dåse. Vi skal nok blive rigtig gode venner, ham og mig.

Kl. er 4.09. – måske var det dét der var meningen med denne all-nighter. At ham her rockeren havde noget at støtte sig op af. Jeg kan godt lide ideen om at vi alle er små mekanismer der er sat i verden for at hjælpe og elske hinanden. #truth 😉
Baren lukker nu. Kl er 4.52. – så nu har jeg bestilt en Uber og smutter til pancake House tæt på Lincoln park. Det er sygt koldt! Fuck Chicago. Jeg drømmer mig tilbage til Los Angeles og varme.

Jeg er landet på Elly’s Pancake House. – De spiller George Michael og jeg har lige fået en ordentlig røvfuld sort kaffe. Æg og pandekager er på vej. Det føles som den dejligste morgen i hundrede år og jeg lever.

Kl er 5.47 og nu hvor daggry er på vej, føler jeg lidt at jeg har fået en ny chance for at leve denne dag med. Kaffen rammer lige hvor den skal. Jeg tænker over, hvor mange ting der egentlig kunne ha været gået galt i nat og jeg priser mig lykkelig for at se mørket blive til lys. Det føles en smule mere sikkert. Jeg har det som om nogen har holdt hånden over mig i nat. Tak.

Klokken er 6.49 og jeg har fundet ud af, at jeg er tæt på Lake Michigan, så nu vil jeg gå ned og se solen stå op. Men først må jeg børste mine tænder og vaske mit fjæs på toilettet.

Hjemløs? Easy piecy!

Kl. 07.05 stod jeg klar ved Lake Michigan og lige dér vidste jeg hvorfor jeg var gået igennem denne nat og hvad det var jeg søgte. En ny morgenstund. Jeg smilede over hele fjæset og mærkede solens stråler, der blev fler og fler i takt med sekunderne der tikkede afsted, imens solen strakte sin dovne krop. Tænk engang at få lov at se en dag på ny på denne måde og så i Chicago. Tak skal du ha. Mer’ kan jeg ikk bede om. Jeg føler mig uovervindelig. Jeg går på en betonstrand på vej ind mod downtown og fryser min røv i laser. Træt som en motherfuker, men jeg føler mig uovervindelig. Jeg er som født på ny og jeg skal tisse.

Jeg begynder allerede så småt at overveje, hvad der mon er at finde inde bag beton-kasserne.

Jep. Jeg er i den grad en lille lille Tim, i en stor stor verden.

 
Da eventyret var ved at lakke mod enden og klokken nærmede sig 9 nul dut formiddag, ringede jeg stolt til mine forældre på FaceTime og viste dem byen og de store skyskrabere. Jeg fortalte dem pavestolt fortalte om, hvordan natten havde været i min hule hånd.

Med en stærk følelse af at jeg havde tæmmet Chicagodragen, fortalte jeg mor og far at jeg elsker dem (det føltes lidt mærkeligt at sige. Det har vi ikk gjort meget i, i vores familie.) – men tror det er godt at få sagt. SKU uheldet nu være ude, var det da meget rart at de sidste ord man havde sagt var: “Jeg elsker Jer.”

Og med de ord vil jeg hoppe hen på den nærmeste Starbucks og vente på, at mine venner i forstæderne kan lade mig crashe et par timer, før mit sidste forretningsmøde, inden jeg rejser tilbage til mit L.A. i morgen aften.

De sidste 18 timer føles som flere dage.

Gad vide hvor jeg skal sove henne i nat….. Nå, det må jeg bekymre mig om senere.

——— ENGLISH VERSION ———-

A possible opening for a partnership with a businessman in Chicago, had me throw money at a flight to Chicago to do a series of meetings.

I know a band in Chicago and they had welcomed me to sleep with them most of the week.  They live in the suburbs. Approximately 1.5 hours from downtown. For the first time in my life I had to opportunity to sit my ass down on a Harley Davidson. Ruled!

Come Saturday, I could no longer sleep with the boys from the band, so I thought; downtown!

I didn’t pay for a ticket to Chicago, just to do business meetings in the suburbs did I? – I was also hoping to get a little adventure under my skin.

So fuck it, a trip downtown, would suit me. And who knows what awaited me?

I got my trusted “Schouexpert” to check out hotels, motels and Airbnb for me. There was nothing available for less than 250 euros. I was at that time already on a train to downtown. Okay. Hmm … So no place to sleep tonight. Fine. I was gonna worry about that later. First, get off in the center and see a little of the city while it was still light out. Millenium Park. Mandatory. Chicago is a wonder and there is a fantastic atmosphere when you walk around all the skyscrapers. And the architecture is mindblowing.

And now. Power on the cell phone at Starbucks. Half an hour ago I started realizing that I still haven’t found a place to sleep, at a price I can afford. Hopefully I’ll find a couch to crash later.

So right now, my plan is; – Kuma’s Too for burger and fries. Next, uptown and travel back in time with a mug of beer and live jazz at the Green Mill Jazz Club. Should be legendary. And the area would be less dangerous, I am told. Oh yes. I had a feeling when I woke up that today would be such a day. Okay. 10 more minutes of power on the phone and then I’m ready to go.

There is something completely insanely liberating about this lifestyle.

Note to self. REMEMBER YOUR BAG! (Mother would be proud.)

Puma’s Too Burger bar is legendary. They play super loud heavy metal and Metallica have their own signature burger on the menu. I chose the house’s favorite. I always do that with new places.

A burger and several fries later……

Green Mill. The music is timeless and cutting through any thoughts about anything else, than being right here right now in the present. The Green Mill has thrown me back to Chicago anno 1950th.

After several harrowing saxophone solos and a drummer tighter than…(!) The band takes a break. A loud buzz from a completely packed club hits The Green Mill and the socializing begins.

It feels like I’m not here. I am a ghost. No one notices me, except for a few glances from the opposite sex every half hour. All ages are represented here. There is a special atmosphere. A sophisticated one. There’s something in the air. Anything can happen. A lone woman sitting on the corner of the bar all alone. She is beautiful and right between thick and thin. Quite perfect. She has a tight-fitting sweater showing her curves. I imagine that she smiles at me and I smile back. I take a sip of my Franziskaner weiss beer and throw the idea out of my head. I miss people smoking in here. I’ll appreciate it tomorrow, but right now I miss seeing the smoke float across the room.

The band goes on and everything becomes deadly silent again. another 45 minutes in another world.

Later: Must. Have. Sugar.

Okay. It’s 1am. I’m at a 24 hour dunkin donuts in a pretty shady neighborhood, after the Green Mill. through Green Mill. I keep a cool head and have several times considered taking an allnighter and wait until I can come back to the suburbs the next day and crash. It may well be doable, with all the 24 hours breakfast restaurants.

This dunkin’ donuts looks like something out of a real bad movie with 2 low time thugs coming in with guns, robbing the joint.

I’m about to google late night bars.

“The Continental” sounds like a nice place. Thinking I’ll go there, have a beer and think about my next move.

Okay. Now time is REALLY slow. Like crazy slow. Standing in the bar with a stella artois and there is no one to to naturally fall into conversation with.

As the night gets younger and younger, I realize that I’ve already made the choice. “All nighter” it is.

Okay now it feels a little better. Found a damn good seat at the bar. A damn good one. Sitting and waiting for a group of girls and cool boys to take me into their drinking games.

A bunch of boys behind me – the bar is FILLED with hipsters and rockers. Like straight up sons of anarchy type of guys. – It seems so easy in the movies, talking to strangers, but everybody has their own groups of people and are not looking to make new friends. That’s for sure. Not this place.

3:35AM – It’s starting to feel quite okay and super normal sitting here. I’m being pushed from side to side. But it feels okay. Maybe I could go down to Navy Pier and watch the sunrise later, or earlier you might say. I don’t know why I’m doing this. I feel that I’m just sitting and waiting for something to happen, for something that will change my evening/my life drastically. Again. I’m a ghost, sitting invisible in the middle of scary “Sons of Anarchy” type of guys, with neck tattoos and piercings all over. Sometimes I get nervous that one of the guys find it provocative that I am writing my notes in a foreign language, but hopefully I’ll continue to be invisible.

I am nothing but a more victim of my songs and stories. And I bet this Chicago night is gonna turn into one.

Perhaps this was the experience I was looking for. To feel completely invisible and oblivious.

One of the bikers are getting more and more drunk and my common sense tells me that I should up and leave. The rocker starts pushing me as if he was trying to provoke a reaction out of me. Just when I think it’s about to go down, he falls asleep up against, I take an awkward sip of my Stella Artois, which has become an IPA, which has become a shoddy version of canned Heineken canned. I’m sure we’ll make good friends, him and I.

I landed on Elly ‘s Pancake House. – They’re playing George Michael and I just got a beautiful cup of coffee. Black coffee. Eggs and pancakes are on the way. It feels like the best morning in a thousand years, and I’m alive.

5:47AM – Now that a new dawn is coming, I feel like I’ve been getting a second chance to live this day. The coffee hits my bloodstream and fuels my brain. I think about how many things actually could have gone wrong tonight and I am very happy to see the darkness turn into light. It feels a bit more safe. I feel like someone’s been watching over me tonight. Thank you.

6:49AM – I found out that I am close to Lake Michigan, so I will go down and see the sun rise. But first I have to brush my teeth and wash my face in the restroom.

Homeless? Easy piecy!

7:05 AM – Ready at Lake Michigan and right there I knew why I had gone through that night and what it was I sought. A new morning. I was smiling from ear to ear, feeling the sunbeams caressing my face, as the sun was stretching her lazy body. What an experience to get to see the sun rise like this, in Chicago, after a night that had left my body aching. Being down on fuel like am right now, and then feeling the warmth of the sun, both mentally and physically made me feel invincible. I am reborn by the sun and I have to pee.

I’m walking along the concrete beach towards Navy Pier and looking at the big buildings downtown.

I’m already starting to imagine what adventure might wait for me inside of that concrete jungle.

Yep. I’m indeed a tiny tim in a giant world.

When my adventure was coming to an end and the clock turned 900 in the morning, I proudly called my parents on FaceTime and showed them the city and the great skyscrapers. Full of excitement, I told them about the last 14 hours and how the night had been in my hands.

With a strong feeling that I had tamed the Chicago dragon, I told my mom and dad that I love them (it felt a little strange to say. Not something we’re used to in my family, I think it’s a Danish thing. ) – But think it’s good to have said it, imagine something happens it’s nice to know, that the last word you said to your loved ones was : “I love you.”

And with those words, I’ll go to the nearest Starbucks and wait for my friends let me know when I can come back. I’m ready to come back. Crash a few hours before my last business meeting before I go back to my LA, tomorrow night.

The last 18 hours feels like several days.

I wonder where I’m gonna sleep tonight….. Oh well, I guess I’ll have to just worry about that later.