MIG, MIG SELV, POSEDAMEN & AFTENENS FIX PÅ CHRISTIANSHAVN.

(ENGLISH VERSION BELOW)

Efter en lang dag med oprettelse af firma og et kig på den skaldede økonomi, sad jeg i min lejlighed og søgte efter en form for inspiration, et fix….. et eller andet.

Jeg besluttede mig for at gå en tur på Christianshavn, langs de hyggelige kanaler. Havde ingen idé om hvor jeg skulle hen og hvad der skulle ske. Udover en rumlende mave der skreg efter en bid brød, så anede jeg ikke hvor jeg ville ende i aften.

Jeg satte mig ned til kajen og kiggede op på Knippelsbro, rumlen i maven blev til et brøl og jeg besluttede mig for at finde noget at tygge i.

Jeg fik øje på “BLUE HOUSE” – et sandwich sted på Christianshavn, som jeg aldrig havde prøvet før, men så fik jeg et hurtigt tip på sms om “HOS NICOLA” – italiensk pizza, pasta og sandwich sted, og det var netop sandwichen jeg var ude efter. Jeg valgte en nr. 34B – “Carpineto” – Verdens længste landbrød med helstegt lammekølle, håndskårede skiver af lammesteg, mozarellaost, light pesto dressing, rucolasalat og tzatziki. KÆFT det så godt ud. Så godt at jeg fik lyst til at skylle den ned med en lille øl. Super Brugsen blev min bedste ven og jeg fik hurtigt fingrene i en Heineken, fandt en ensom bænk lige midt på Christianshavn ned til kanalen. Jeg satte mig og pakkede min lækre sandwich ud af papiret, knappede øllen op og glædede mig til at nyde en aftenstund med mig og mig selv.

Pludselig kommer en meget mørk skikkelse, med poser fyldt med flasker og andet habengut, hen imod mig. Jeg beder til at denne person ikke kommer og vil sætte sig ved siden af mig, for dermed at ødelægge min ellers helt perfekte stund. Skikkelsen sætter sig ned, og pludselig er den ensomme bænk knap så ensom længere. Jeg skal til at pakke min mad sammen og finde et andet ensomt sted da skikkelsen vender sig og siger “hej” med en stemme der var en heks værdig i den mest uhyggelige eventyrbog. Hendes hej, bekræfter mig i min “pakkensammen” i og med at jeg rent faktisk bliver en smule skræmt og føler mig ubehageligt til mode. Hun vasker sine hænder med vand fra en af de 100 flasker hun har med sig i poserne. Inden jeg får pakket mig helt sammen, tager jeg mig selv i at tænke, “Hey, måske skulle man lige bruge 5 minutter af sit liv på at dele sin helt perfekte aftenstund med et andet menneske som måske havde brug for det.”

– Så jeg tog mig sammen og prøvede at slappe lige så meget af og nyde det som jeg gjorde inden min nye ven havde sat sig. Jeg frygtede at hun ville tigge om mad, og især at hun skulle have noget af min SINDSSYGT lækre sandwich, det kunne jeg ikke helt overskue. Men nej nej, hun havde sgu da sin helt egen krøllede og lettere maste chokolade-croissant i en gammel bagerpose og minsandten om hun ikke også havde en faxekondi i en af nettoposerne. Jo jo den var god nok. Hun lavede en gestus med croissanten og spurgte på tryllesprog om jeg ville have en bid. Jeg takkede pænt nej, og fik et ordentligt slag af dårlig samvittighed over at jeg lige havde siddet og krammet mig til min egen oversize og overflods-agtige lammekølle-sandwich. Vi snakkede lidt om vind og vejr på bedste tryllesprog, jeg fulgte så godt med jeg kunne, rakte min heineken ud og sagde skål, hun smilte og med en pegende finger og en sirene lyd gav hun mig et fif om, at der lige ovre på den anden siden af vejen, holdt en undercover politibil. Der var jeg satme heldig, for jeg er nemlig ret streng til at gå over for rødt, men det skulle jeg da vist ikke i aften. Jeg pegede op på himlen og tryllede et sprog frem om hvordan vejret havde været helt fantastisk idag, men hun syntes dog det havde været lidt for varmt, og jeg prøvede at forklare hende at det var jo nok fordi hun havde nogle meget varme sorte klæder på, ja og hætten hjalp nok heller ikke på det… Og så GRINEDE hun muntert og så lunt at jeg ikke kunne lade være at glukke med. Jeg var gået fra at være skræmt og føle ubehag ved et fremmed menneske, til rent faktisk at føle en connection og at have det ret hyggeligt med posedronningen her.

Jeg var næsten færdig med min sandwich og min heineken. Hun havde for længst slugt sin croissant og tyllet sin kondivand. Vi sad stille og kiggede ud på vandet, uden at sige noget, heller ikke på tryllesprog. Der sad vi og, nå ja, delte en aftenstund. Jeg gestikulerede at jeg skulle videre og fik spurgt om jeg måtte tage et selfie med hende inden jeg gik. Det måtte jeg gerne. Hun rakte hånden ud og jeg gav hende min, hun kiggede på mig med store brune øjne og smilte stort, med en mund fuld af sorte huller. (Det var nok al den kondivand.) – hun trak mig hen til sig og gav mig et lille kys på kinden, på en meget farmor agtig og kærlig måde. Jeg kunne ikke lade være at tænke på min egen farmor der lige er gået bort….. Hmmm. Hvem ved….. Jeg sagde tak og smuttede hjemad med et smil på munden og en næstekærlig varme i kroppen.

Jeg fik mit fix. Og jeg er sikker på den rare posedame også har haft en rigtig hyggelig aftenstund. Fra barnsben får vi at vide at vi ikke må snakke med fremmede, men måske man alligevel bør gøre en undtagelse engang imellem. Hvis man tør.

 

————- ENGLISH VERSION ———————–

ME, MYSELF, THE TRAMP & THE FIX OF THE NIGHT.

After a long day of establishing my new company and a look at my sad economy, I sat in my apartment and searched for some kind of inspiration, a fix ….. something.

I decided to take a walk in “Christianshavn,” along the charming canals. Had no idea where I was going and what was going to happen. Besides a rumbling stomach, screaming for a bite to eat, I had no idea where I would end up tonight .

I sat down by the pier and looked up at “Knippelsbro,” the rumbling in my belly had turned into a thunder-like roar and I decided to find something to chew on.

I found “HOS NICOLA” – Italian pizza, pasta and sandwich place, and it was just the sandwich I was looking for. I chose a no. 34B – ” Carpineto ” – The world’s longest bread with roast leg of lamb, hand-cut slices of roast lamb, mozarella cheese, light pesto dressing, arugula salad and tzatziki. DAMN it looked good. So good that I wanted to wash it down with a small beer. The local kiosk became my best friend and I quickly got my hands on a “Heineken,” found a lonely bench in the middle of Christianshavn by the canal. I sat with my delicious sandwich, my beer and was looking forward to a nice evening with me, myself and I.

Suddenly a dark figure, with bags filled with bottles and what not, came toward me. I prayed that this person wouldn’t sit next to me and ruin my otherwise perfect evening. The person sits down, and suddenly the lonely bench wasn’t that lonely anymore. I started wrapping my sandwich and get my stuff, ready to leave and find another bench, just when the figure turned and said ” hello” with a voice that was the most wicked witch worthy. I actually got a bit scared and felt uncomfortable. She washed her hands with water from one of the 100 bottles she had in the bags. Just before I up and leave, I catch myself thinking, “Hey, maybe you should try spending five minutes of your life sharing this perfect evening with a stranger who might need it.”

– So I pulled myself together and tried to relax as much as I did before my new friend had arrived. I was afraid that she would beg for food, and especially that she wanted some of my INSANELY delicious sandwich. But no no, of course she had her own wrinkled and slightly crushed chocolate-croissant in an old bakery bag and my word if she didn’t also had a soda water. Yup she didn’t need my alms or pity. She made a gesture with the croissant and asked in a magic language if I wanted a bite. I thanked her no thank you, and felt very guilty that I had just clinged on to my own oversize leg of lamb sandwich. We talked a little about the weather in our new intended very magic language, I said “Cheers” and she smiled. I pointed up at the sky and talked about the weather today and how nice it had been today, but she thought it had been too hot and I tried to explain to her that it was probably because she had some very hot black clothes on and, indeed, the hood she was wearing, probably didn’t help the situation of escaping the heat… And then she laughed merrily and so warm that I could not help but crack a smile and laugh with her. I had gone from being scared and feeling uncomfortable with this stranger, to actually feel a connection and feeling at ease with this odd bag-queen.

I was almost done with my sandwich and my heineken. Her croissant and soda was long gone. We sat quietly and looked at the water, without saying anything. Before I left I asked her if I could take a selfie with her. She took my hand, looked at me with big brown eyes and with a big smile she gave me a kiss on the cheek – in a very grandma-like and loving way. I could not help but think of my own grandmother who had just passed away…. Hmmm . Who knows …..

I said thank you and went home with a smile on my face and a warm heart.

I got my fix . And I ‘m sure the bag-lady had a nice evening. From childhood we are told that we must not talk to strangers, but maybe once in a while we should make an exception. I dare you.