OG FRA MIT VÆRELSE KAN JEG SE HIMMELBJERGET….

Jeg har skrevet om det før, det der med at mit vagabondliv føles lidt som én lang ferie hos farmor og farfar. Der er nogen der har redt op til dig. Næstekærlighed. Den oplever jeg gang på gang hos rigtig mange mennesker, og især hjemme i Danmark har det overrasket mig hvor meget der egentlig er af den slags.

Her på turnéen, er der ikke budget til at jeg kan komme på hotel og sove om natten, så jeg er endnu engang afhængig af søde mennesker der har plads til mig i deres hjem og hjerter. Jeg har netop sovet hos en kvinde jeg aldrig har mødt før. Hun åbnede døren for mig kl 1.30 om natten da jeg kom til Århus efter endt koncert. Der var redt op til mig på sofaen og jeg fik en god nats søvn. Om morgenen modtog jeg denne besked fra hende;

“Godmorgen. Der er kaffe på kanden og du må endelig spise af bollerne på komfuret – der er ost og pålæg i køleskabet. Du kan bare smide nøglen i postkassen.”

Minsandten om ikke hun havde lavet boller til mig!? For fanden, hvor det varmer.

Næste dag skulle jeg finde et sted at sove i Aalborg og min managers søn havde meldt sig på banen; “Han låner bare min lejlighed. Jeg er alligevel ikke hjemme.” – Han sendte mig efterfølgende en video der viste mig hvor jeg kunne finde nøglen til lejligheden og han sms’ede;

“Jeg får lige redt op til dig og så skal jeg lige høre, hvad spiser du til morgenmad? Har fået at vide af mor jeg lige skal handle lidt ind til dig.”

Altså, hvad foregår der for at folk er SÅ latterligt søde? Jeg er RYSTET. Tak derude. Det sætter tingene i perspektiv og jeg priser mig lykkelig for mit liv som moderne vagabond.

 – Det bliver sgu lidt Morten Korch det hele, med kaffen der brygger og hindbærsnitten der stadig er lun. Det er nemlig noget nær det der sker i skrivende stund, da jeg netop er landet hos mit management i Silkeborg, hvor jeg holder pause fra turnélivet et par dage.

Her elsker jeg at være og fra mit værelse kan jeg se Himmelbjerget. <3