‘IBSENS’ PÅ KØGE HAVN vs. ‘RAINBOW ROOM’ I HOLLYWOOD.

Når jeg er ude i den store verden, går jeg altid ud alene og sætter mig på en bar eller går i biffen alene. Suger til mig af inspiration. Det giver mening, at gå ud alene, når man i forvejen rejser alene, men jeg kunne godt tænke mig at blive bedre til det herhjemme i Danmark. Der skal meget til, før man når til et punkt, hvor man ikke føler at man er verdens mærkeligste menneske, når man sidder der alene og læser en bog og drikker en øl med intet andet end ens eget selskab. Jeg er hjemme hos mine forældre et par dage for at slappe af inden jeg vender tilbage til livet som nomade. I aften lovede jeg mig selv at køre op i Store Heddinge by og drikke en øl. Til dels bare for at gøre det, man ved aldrig hvad der sker, når man åbner op for muligheden for andre menneskers selskab. Og til dels fordi jeg godt kunne tænke mig at min hjemby fik lidt mere socialt liv, det er nærmest blevet til en spøgelsesby, som jeg slet ikke kan genkende fra gamle dage. Jeg kørte op i byen. Også i dag var der komplet mørkt og alt var lukket, bortset fra et lille pizzeria. Jeg kørte til Køge! I Køge var der lidt glød, men jeg var stadig ikke helt oppe og ringe over at jeg skulle ind og sidde og kukkelure alene så jeg kørte hjem igen. Når jeg er i Hollywood, skænker jeg det ikke en tanke, der gør jeg det bare. Inden jeg var kørt ud af Køge kom jeg i tanke om mit løfte til mig selv, “Gør det så!” – så jeg drejede af og kørte ned på havnen, hvor jeg fandt “Ibsens Pub og Vinbar.” – Der så ret hyggeligt ud. Jeg gik ind og hilste på bartenderen og de 2 andre gæster der sad der. Jeg bestilte en lys “Erdinger” og et glas saltstænger. Allerede der, var jeg ved godt mod. Det skulle nok blive skide hyggeligt. Saltstænger. Klassiker.

Pludselig kunne bartenderen ikke lade være med at spørge, hvad sådan en som mig lavede på hans pub helt alene. Jeg fortalte dem jeg netop var landet fra Los Angeles og de to andre vendte sig interesserede om. De sad netop og snakkede om rejser og hvordan man gebærder sig ude i den store verden. Bartenderen spurgte mig hvad jeg lavede i LA og jeg fortalte at jeg skriver sange og spiller musik, hvorefter han måtte indrømme at han nok syntes han kunne genkende mig, hvorpå den ene af gæsterne sagde; “Jamen så kender du måske også Julia Fabrin?” – Og rigtig nok, Julia er en god kollega. Manden havde åbenbart mødt hende i Frankrig, hvor de var faldet i snak og senere hen bookede denne mand hende og Søren Sko til et arrangement. Han sluttede; “Ja, verden er lille,” bød mig en god aften og forlod derefter baren med et smil på læben.

Jeg tyggede lidt i mine saltstænger, læste i min bog “The Song Machine” og tog en stor slurk af min Erdinger og tænkte; “Ja verden er sgu lille, og vi er tættere på hinanden end vi tror, hvis ellers vi tør at slå øjnene op, sætte os ind på en bar mutters alene og snakke med “fremmede.” Også selvom du ikke er alene på opdagelsesrejse i Hollywood eller Afrika, hvor du er tvunget til at møde fremmede mennesker, nope, det kan ligeså godt være på en kedelig mandag aften, på en kedelig havn i Køge. Det er hvad man gør det til. Så, gør det gør det gør det.